Grønlands glemte krig

Anden verdenskrig huskes i Grønland som en tid, hvor der blev åbnet op for verden udenfor. Man kunne få flere varer, end man var vant til, og man opdagede, at man udmærket kunne klare sig selv, uden fjernstyring fra Danmark. Det var en væsentlig grund til, at man efter krigen tog fat på den udvikling, som stadig er i gang. Grønland kom gennem krigen, uden en skramme. Ja, bortset fra den lille krig i Nordøstgrønland, hvor slædepatruljen mistede en mand, Eli Knudsen, var tabene små

Mandag d. 11. september 2023
Poul Linnet
Emnekreds: Grønlands historie, Krig.

Søndre Strømfjord 1969

Anden verdenskrig huskes i Grønland som en tid, hvor der blev åbnet op for verden udenfor. Man kunne få flere varer, end man var vant til, og man opdagede, at man udmærket kunne klare sig selv, uden fjernstyring fra Danmark. Det var en væsentlig grund til, at man efter krigen tog fat på den udvikling, som stadig er i gang. Grønland kom gennem krigen, uden en skramme. Ja, bortset fra den lille krig i Nordøstgrønland, hvor slædepatruljen mistede en mand, Eli Knudsen, var tabene små. Ikke så meget som en smadret rude, så vidt jeg ved. I Aasiaat nødlandede et amerikansk B 17 fly i 1942. Det udløste den eneste krigsskade erstatning , på 1 krone og halvtreds øre, for en vælter stak tørv ! Imidlertid var havet, især Nordatlanten, en slagmark. Søfolkene, som var forudsætningen for at man ikke led nød, satte livet på spil, og havde store tab. Slaget om atlanten, varede mere end 5 år, fra 1939 til maj 1945. Formålet var, fra allieret side, at holde forsyningslinierne åbne, som var en forudsætning for at vinde krigen. Fra tysk side var målet at forhindre det. Tabene var store. De allieredes tab var ca. 72.000 søfolk, 3.500 handelsskibe og 175 krigsskibe. På tysk side var tabene ca. 30.000 søfolk, 783 ubåde og 47 krigsskibe. Da Danmark blev besat 9 april 1940, var KGH skibene "Hans Egede" og "Gertrud Rask" allerede i Grønland. Kryolitselskabets skib "Julius Thomsen" (Jutho), var afsejlet, men blev opbragt af englænderne. De frigav dog skibet, og lod det sejle til Ivigtut. Alle tre skibe blev sat i fart på USA og Canada. "Jutho" gjorde 23 rejser til USA og overlevede, som det eneste Grønlandske atlantskib, krigen. "Gertrud Rask"forliste ved Nova Scotia, men alle blev reddet. Det var indirekte et resultat af ubåds krigen, da man for at undgå angreb, gik tæt på land, og ramte et skær. Som ung maskinassistent, gjorde jeg i 1971 et par rejser med kaptajn Søren T. Sørensen, kaldet "Super Søren". Han var med "Gertrud Rask", og kunne berette om forliset. Ubåde er meget sårbare på lavt vand, og undgår det om muligt. "Hans Egede" forsvandt i marts 1942 på rejse fra Ivigtut til Amerika. I mange år kendte man ikke årsagen, selvom man naturligvis mente det var et krigsforlis. Mange år senere fik man det bekræftet, da man fik adgang til de Tyske arkiver. Det er således det eneste grønlandske krigsforlis."Hans Egede" blev uden varsel torpederet af U-587 under kommando af korvetten kapitan Ulrich Borcherdt, 6 marts 1942 om aftenen, ud for New Foundland. Alle 23 mand omkom. Besætningen bestod af 17 danskere, 4 grønlændere, en færing og en nordmand. Men historien slutter ikke her."Hans Egede" var et let offer, da hun sejlede alene og var ubevæbnet. 3 uger senere forsøgte U-587at angribe en engelsk troppekonvoj WS-17 på vej til Cape Town. Denne konvoj var imidlertid ledsaget af en kraftig eskorte. U-587 fik æren af, at være den første ubåd, som blev spottet af et nyudviklet radio pejle system. 26 marts fik den Britiske destroyer "Keppel "pejlet ubåden, som straks blev angrebet med dybdebomber og sænket af følgende 4 destroyere, før det lykkedes den at angribe konvojen. HMS Grove, HMS Leamington, HMS Volunteer og HMS Aldenham. Alle 42 mand ombord U-587 omkom. Den grønlandske fart på Amerika beskæftigede i starten ca. 70 søfolk. Af dem omkom 23 , det vil sige en tredjedel ! Af skibe mistede man 2 ud af 3. Det var faktisk meget farligere at være sømand, end at være i de væbnede styrker under 2 verdenskrig ! Og så har vi ikke omtalt alle de andre skibe, hvor af mange danske, som forsynede Grønland og ikke mindst opbygningen af de amerikanske baser. Her omkom hundredvis af søfolk og passagerer. Det er en lang historie, som for eksempel forliset af "Dorchester" som blev torpederet i 1943, på vej til Narssarssuaq, med ca. 900 søfolk og passagerer ombord. 675 omkom, heriblandt nogle arbejdere til minen i Ivigtut. Der er talt og skrevet meget om efterladenskaberne efter verdenskrigen, og meget lidt om baggrunden. Det kostede hundredvis af menneskeliv at sejle det til Grønland, og det var med til at ende verdens nok største katastrofe. Og vi slap uden en skramme, gennem fem krigsår, hvor mindst 60 millioner blev dræbt. Det er ca. 30.000 om dagen ! Da man i resten af verden fejrede 75 året for afslutningen af verdenskrigen, holdt man lav profil i Grønland. Det kom os ikke rigtig ved. Der var ingen blomster på mindesmærket for "Hans Egede" Altså skibet, og ikke statuen ! Måske fordi vi kalder det Danmarks befrielse. Nå ja, det siger vi i Danmark, men det er jo enden på anden verdenskrig vi fejrer , og man kan jo bare kalde det noget andet, hvis det er et problem ! I dag kalder vi søfolkene der sejlede under krigen for krigssejlere. På grund af krigen, kunne de ikke komme hjem, og de fleste valgte at sejle for de allierede. Af de ca. 12.000 danske krigssejlere og fiskere omkom ca. 2.500. Oven i det pres, at man ikke kunne komme hjem,var hele tilværelsen usikker. Man vidste ikke hvornår man blev ramt af en torpedo, eller en mine, eller angrebet af fly. De fleste led nok i større eller mindre grad af det vi i dag kalder"post traumatisk stress syndrom", men det var ikke opfundet dengang. Der omkom til sammenligning under 1000 frihedskæmpere, men de har til gengæld fået meget større omtale. Jeg er opvokset i et typisk søfartsmiljø, i halvtredserne, og har kendt mange krigssejlere. Min farfar var kaptajn på damperen "Nordamerika", og gjorde mange rejser mellem USA og Europa, med ammunition og krigsmateriel under første verdenskrig. Skibet blev senere solgt til rederiet PIF "Uvak"(L. Waagenstein) Torshavn , og benyttet, under navnet "Anana", som moderskib og depot for færøske fiskere i Færingehavn, Verden er lille ! Min farbroder var 9 april 1940, elev på skoleskibet"Danmark". Medens de lå i Jacksonville USA, blev skibet overtaget af US Coast Guard. Han fik derefter hyre på et dansk skib, som senere blev overtaget af amerikanerne. Hele krigen ud, sejlede han mellem USA, og de forskellige krigsskuepladser. 1 1944 var han styrmand på skibet "Nordvest", og på den anden rejse til invasionsområdet i Nordfrankrig, blev skibet torpederet, men han overlevede. Min mors ældre bror var orlogskaptajn (commodore) i den Australske flåde, og chef på en korvet i Stillehavs krigen. De fleste pensionerede søfolk dengang i halvtredserne, var krigssejlere, nogle fra første verdenskrig og mange. fra anden. Mange krigssejlere gik i land efter krigen, de havde fået nok af sølivet ! Og til søs var stadig mange aktive, tidligere krigssejlere, også i grønlandsfarten. Min far lå i Philadelphia USA 9 april 1940, ombord i motorskibet "Norden".Skibet blev, sammen med ca. 40 andre danske skibe interneret, og siden overtaget og sat i fart af amerikanerne. Forøvrigt noget ambassadør (minister) Kaufmann var stærkt involveret i. Min far sejlede først med konvojer til England, og med forskellige skibe på mellemøsten med transport af soldater og udrustning til 8. arme i Nordafrika. De sidste 3 år af krigen sejlede han mellem Australien og de forskellige operationsområder i Stillehavet. Handelsskibene var ofte bevæbnede, de var ikke bare passive skydeskiver. Da krigen sluttede blev skibene afvæbnet. Min far noterede bevæbningen på sit sidste skib, tankskibet "China". En 3 tommer kanon for, en 4 tommer — agter samt 10 stk. 20 mm oerlikon maskinkanoner. Han var selv trænet i brugen af 20 mm oerlikon. Oerlikon kanonen var nok den mest anvendte ombord i handelsskibene. Den var enkel, robust og effektiv. Sidst på året 1942 var han styrmand på en mindre damper, som var i færd med at landsætte 300 australske soldater på nordkysten af New Guinea (Papua) ved Oro bay. De blev angrebet flere gange af fly uden at blive ramt alvorligt, men blev så ramt i kedelrummet, med det resultat at de mistede dampen. Det lykkedes imidlertid, med damp fra den ene af skibets to kedler, og med kun 4 knobs fart, at sejle sydpå og i sikkerhed. Da skibet skulle på værft i Brisbane, fik min far 14 dages orlov, og tog på ferie i Sydney. Her mødte han min mor på Bondi Beach, og et par år senere i 1945 blev jeg født i familiens hus, 200 m fra stranden. Efter krigen sejlede vi til Danmark ombord på Østasiatisk Kompagnis gamle motorskib "Fionia". Min far fik, efter et langt liv til søs som skibsfører, en slags forsoning med Japan. Skæbnen ville, at han af sit rederi, blev udsendt , for at føre tilsyn med et par skibe, som blev bygget på et japansk værft. Mine forældre boede derude et par år. Han kaldte det nu ikke forsoning, men de fik japanske venner, som de holdt forbindelse med, og som også besøgte dem i Danmark. Der er intet der er så galt, at det ikke også er godt for noget ! Med venlig hilsen Povl Linnet